Hvis du selv vil bestemme, hvordan din formue skal deles, når du ikke længere er her, bør du oprette et testamente. WINadvokater kan hjælpe og rådgive dig, når du skal oprette din sidste vilje.
Alle har brug for et testamente. Her er er par eksempler på, hvornår det især kan være en god idé:
- Hvis du ikke er gift, men ønsker at sikre din samlever, er det nødvendigt at oprette et testamente. Som samlevende arver I ikke hinanden automatisk, heller ikke selvom I har boet sammen i en længere årrække.
- Hvis I er gift og har fællesbørn, arver jeres børn halvdelen af det der falder i arv efter længstlevende med det samme, med mindre den længstlevende vælger at sidde i uskiftet bo. Med et testamente kan I bestemme, at længstlevende skal arve mest muligt. På den måde kan I blandt andet give længstlevende de bedst mulige økonomiske rammer for at skifte med børnene, uden at det behøver betyde at huset skal sælges.
- Hvis I er gift og har særbørn, er det kun muligt at sidde i uskiftet bo, hvis særbørnene samtykker. Ved at oprette testamente, kan I bestemme at længstlevende skal arve mest muligt, og således minimere den økonomiske byrde, der kan være forbundet med et skifte. I kan eventuelt i testamentet bestemme, at førstafdødes børn skal arve på lige fod med længstlevendes børn, når længstlevende dør.
- Hvis I er gift og ikke har børn, er længstlevende enearving til førstafdødes formue. Med et testamente kan førstafdøde være med til at bestemme, hvad der skal ske med formuen, når længstlevende dør.
- Arv efter dig indgår i dine arvingers delingsformue med deres ægtefæller. Ved at oprette testamente kan du bestemme, at arven skal være særeje for dine arvinger.
- Med et testamente kan du bestemme, at arv til dine arvinger skal båndlægges. Tvangsarv kan båndlægges til arvingen fylder 25 år, mens friarv i princippet kan båndlægges ubegrænset.
Alle der er fyldt 18 år, og som er i stand til at handle fornuftigt, kan oprette et testamente. Et testamente skal oprettes skriftligt og vedkendes under overværelse af 2 vidner eller en notar. Der er ingen krav om at et testamente skal oprettes af en advokat, men vi er naturligvis gerne behjælpelige med at sikre, at dit testamente bliver udformet, så det opfylder dine individuelle behov.
Få rådgivning og svar på dine spørgsmål
Kontakt os på 43 90 50 80 for mere information og rådgivning.